Gå tilbage til hovedindhold.
UCL Biblioteket

Harvard: Referencelisten

Referencelisten

Referencelisten er en samlet oversigt over anvendte henvisninger/kilder - altså de kilder, du har henvist til i din opgave.

Referencelisten placeres efter tekstsiderne og før bilagslisten. 

Henvisningerne i teksten skal hænge sammen med referencelisten. I Harvard er en henvisning en parentes med begrænsede oplysninger, fx (Hansen & Østergaard 2019, s. 34). Referencelisten supplerer med oplysninger, så andre kan finde frem til hvilken kilde du har anvendt. Førnævnte henvisning vil skulle suppleres med følgende oplysninger i referencelisten:

Hansen, L.B. & Østergaard, C., 2019. Mikrobiologi. 3. udgave. Kbh.: Munksgaard.

Referencelistens formatering

  • Referencelisten placeres efter tekstsiderne og før bilagslisten.
  • Referencelisten opstilles alfabetisk efter forfatternes efternavne.

Du må ikke:

  • Opstille din referenceliste efter materialetyper.
  • Inkludere bilag og indsamlet datamateriale som henvisninger i referencelisten.
  • Inkludere kilder som du ikke har henvist til i din opgave.
  • Henvise til dine underviseres forelæsninger eller PowerPoints. I stedet skal du læse og referere til den litteratur, der ligger til grund for forelæsningerne eller undervisningsmaterialerne.
  • Punktopstille din referenceliste.

Specielt for Sygeplejerskeuddannelsen

I skriftlige opgaver skal der på referencelisten angives anvendt litteratur (antal sider). Tjek kravene for antal anvendte sider i de enkelte Semesterbeskivelser. Dette krav gælder ikke i bachelorprojektet.

Antal anvendte sider skal forstås sådan at har du læst et kapitel, men refererer kun til fx 3 af siderne, så skal du opgive hele kapitlets sider som antal anvendte sider.

I referencelisten skrives først de kilder, som forfatteren har skrevet sammen med andre. Derefter de kilder som forfatteren selv har skrevet i kronologisk rækkefølge (ældste først).  

Larsen, P. & Pedersen, P.U., 2014. Stimulation to self-care in patients with heart failure : a quasi-experimental study, Journal of Nursing Education and Practice, årg. 4, nr. 3, s. 143–154. 

Larsen, P., 2004. Studieformer - læringsmetoder - rekruttering. I: J. Lauritsen red. Viden, kundskab og faglighed : professioner på tværs. Holbæk: CVU Sjælland, s. 93–100. 

Larsen, P., 2015. Home-based rehabilitation of patients with heart failure: Evidence, Self-care and Health Status [Ph.D.], [Online]. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag.
Tilgængelig fra: https://vbn.aau.dk/ws/portalfiles/portal/549549856/Palle_Larsen_EPUB.pdf [Lokaliseret 15-05-2024]. 

Hvis nogle af kilderne er uden år (u. å.), skal de stå sidst i den kronologiske rækkefølge. 

Hvis du bruger flere kilder af samme forfatter med ens udgivelsesår, tilføjes et bogstav, a, b, c osv. umiddelbart efter årstallet:

  • Hvis der er et årstal: (2024a)
  • Hvis det er uden år: (u. å.a)

Kildernes opstilles alfabetisk efter titlerne, og den første kilde får a, den næste kilde får b osv. 

Larsen, P., 2015a. Home-based rehabilitation of patients with heart failure: Evidence, Self-care and Health Status [Ph.D.], [Online]. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag.
Tilgængelig fra: https://vbn.aau.dk/ws/portalfiles/portal/549549856/Palle_Larsen_EPUB.pdf [Lokaliseret 15-05-2024]. 

Larsen, P., 2015b. Ph.d.-forsvar: Rehabilitering af patienter med hjertesvigt i primær sektor [Online], Sygeplejersken, årg. 115, nr. 5, s. 64.
Tilgængelig fra: https://dsr.dk/fag-og-udvikling/sygeplejersken/arkiv/sygeplejersken-2015-5/phd-forsvar-rehabilitering-af-patienter-med-hjertesvigt-i-primaer-sektor/ [Lokaliseret 15-05-2024]. 

Hvis du bruger flere kilder fra forskellige forfattere med ens efternavn, opstilles de alfabetisk i referencelisten efter forfatterens fornavn. I nedenstående eksempel hedder alle forfattere Madsen til efternavn, men de opstilles alfabetisk efter deres fornavn. Så alfabetiseringen ser sådan ud:

  • Bent Madsen
  • Karen Liebing Madsen
  • Ulla Ambrosius Madsen

Referencelisten ser sådan ud:

Madsen, B., 2005. Socialpædagogik: integration og inklusion i det moderne samfund. Kbh.: Hans Reitzels Forlag.

Madsen, K.L., 2022. Kategorisering. I: K.L. Madsen, J. Jørgensen & J. Graack red. Normkritik i pædagogisk praksis. Kbh.: Hans Reitzels Forlag, s. 61-80. 

Madsen, U.A., 2018. Baudrillard og pædagogik: fatal etnografi. Kbh.: Hans Reitzels Forlag.